Lys i vinduet 4. maj

Lys i mørket 4. maj

“Skal vi ned på gaden og brænde vores gardiner af nu?”, spurgte mine sønner mig, da jeg tændte lys og satte dem i vinduet for lidt siden. De har hørt efter, når jeg har fortalt om afslutningen på Anden Verdenskrig her i Danmark.
D. 4. maj tænder mange lys for at mindes d. 4. maj 1945, hvor man i radioen kunne høre beskeden om at tyskerne havde overgivet sig i Danmark. I de fem år besættelsen stod på skulle man have mørklægning – dvs. man skulle have sorte mørklægningsgardiner, for at beskytte sig mod luftbombardement. Da befrielsesbudskabet kom, rev mange mørklægningsgardinerne ned og nogle gik ud på gaden og brændte dem på store bål. Man tændte lys i vinduerne og i Sverige på den anden side af øresund, bemærkede man at lyset var brudt frem efter fem års mørke i Danmark. Det var den historie mine børn havde hørt, da de mente det var tid til en utraditionel udskiftning af gardinerne.

I dag tænder vi lyset, både for at at huske krigen og de mange mennesker der omkom dengang og for at vise  at vi ikke har glemt hvilke lidelser totalitære ideer kan føre med sig.

Vil du høre mere om krigen kommer der meget snart byvandringer med det tema. Hold øje med siden her og på Facebook