Så er beskrivelsen af den nye tur om 2. Verdenskrig endelig klar. Det er allerede på søndag d. 29. maj kl. 11 – ca. 13:30 man kan opleve den her tur som en af de første. Det er en jomfrutur, så derfor er afslutningstiden en ca. tid.
Der er utrolig mange spændende, tankevækkende og triste historier her på Østerbro, når fokus rettes ind på besættelsestiden. Jeg er faktisk blevet meget overrasket over de ting, der er kommet frem i researchens ulideligt klare lys. Det har f.eks. været overraskende hvor massivt den nazistiske tilstedeværelse har været i form af det danske NSDAP og hovedkontorer for Waffen-SS.
Ligeså overrasket har jeg været over hvor meget modstandsfolk har færdes i området. For ikke at tale om de jødiske familiers tilstedeværelse, hvoraf ikke alle nåede væk til Sverige, da den tyske besættelsesmagt begyndte at indhente dem til deportation til KZ-lejre. Tanken om at alle disse skæbner har gået op og ned af hinanden på det her lille geografiske område er tankevækkende.
Se mere om mødested under de Åbne Byvandringer